Dette er ikke en digter, endnu.
Barack Obama sagde engang at han startede sin karriere med at holde foredrag for tomme huse. Det generede ham måske, men han gav ikke op. Han blev ved. Og ved. OG ved.
Digtere kan sommetider føle sig anbragt i alt for store rum eller på en måde bare anbragt. Jeg tror ikke det var sådan digterne havde det i går, på Cafe Bakowski. Men regnen vidste hvad de følte. Den regnede dog ikke med at stoppe den dag, lørdag den 14.8 mellem 11 og 14. Den fortsatte og puttede endda en hel del lyn og torden i skyerne, som om DET var noget. Men måske var den egentlig en lille smule skyld i, at der ikke kom så mange mennesker på Cafe Bakowski, for at lytte?
Stærkt nok synes jeg det var, at ikke en eneste oplæser meldte fra på grund af regnen. Så da jeg stod på Helsingør Station 10.30, var der allerede kommet et par digtere, og flere dukkede op.
Fra venstre: Ole Lillelund, Ole Bundgaard, Arash Sharifzadeh Abdi, Amdi Silvestri, Sørine Poulsen, Kenneth Krabat og Manfred Christiansen.
Vi gik i sjap og væde videre på vej og ved Cafe Bakowski, mødte vi Bo Lille, Lotte Garbers og Lise Bidstrup.
Cafe Bakowski ventede på os. Både udenfor ..
Og indeni ..
Og der blev bænket våde mennesker ved borde og bestilt sort kaffe - kun en bestilte rødvin, jeg siger ikke hvem. Og så gik det løs. Stille og roligt løs mens regnen gik bersærk udenfor.
Lotte Garbers
Altid veloplagte og lokale Lotte Garbers skulle åbne ballet. Hun havde i den anledning taget ‘Prøverummet’ med sig og læste op af ‘Tomater’. Det var sanseligt, Især dér, hvor han hiver skindet af den røde tomat, og stikke en finger i den, så saft og kerner løber ned af hans arm. Det var især sanseligt, med Cava fingre, der summede af vellyst. Lotte Garbers åbnede ballet med sin erotik.
Ole Bundgaard
Ole Bundgaard behøvede ikke nærmere præsentation, for han nærmer sig uanset hvor langt tilbage i rummet man sidder. Og Ole sejrede som han plejer med både haiku og regnvejrsdigte. Men hyggeligt var det da han tog sit Helsingør digt frem og gav sig til at danse det rundt på Cafe Bakowski. Jeg ved ikke med jer, men jeg vil gerne lige læse det HER.
Ole Bundgaard er beviset på at man sagtens kan komme ud i alverdens regnvejr og stadig bevare det sikre greb om poesiens rod.
Ole Lillelund
Der er ofte en forfatter som sætter sig spor i én og det gør slet ikke spor. Ole Lillelund, er forfatteren. Da jeg trådte mine barneben i digter-riget, var Ole Lillelund manden, der altid fik mig til at vågne op, så snart han indtog rummet. Selv dengang, da vi sammen skulle læse haiku op i en lille boghandel på Islands Brygge i København, hvor vi sad gemt af vejen - med bøgerne nærmest ridende på ryggen af os - der sprængte han rammerne og gav plads til det hele, med sin frække poesi. Det gjorde han også i går, sagde hun. Og hans digte om Kronborg ville ingen ende tage. Nu var han ikke til haiku på nærværende tidspunt, som han sagde. Men Buxtehude fik lige lov til at komme med, alligevel. Læs Ole Lillelunds Helsingør digte her.
Lise Bidstrup
Med Salvador Dalis blik i nakken, forkyndte den lokale forfatter, Lise Bidstrup, at hun ikke havde taget Fantasy for børn med i dagens anledning. Det prøver hun så tit, når hun er ude og læse op. Denne dag, skulle give plads til Lise Bidstrups bog ‘Flagremuseliljen’, som er en bog for voksne. Den handler om kvinden Helle, der har styr på alt. Men tomheden er svær at styre, når der skal konfrontationer og fortid på bordet. Vi fik en god bid af bogen. Selvfølgelig er det en udfordring for enhver forfatter, at oplæse fra en roman, og lade den fange et publikum, der går ud og ind af en café dør. Men Lise Bidstrup er sej, og de 10 minutter hun havde til sin bog, gav hun godt ud.
Til digterne fra Cafe Bakowski - helt gratis!
Og pausen kom. Det tørstige folk - både digtere og publikum fik deres formiddags kaffe. Der blev snakket om regn og regnens væsen. Der blev snakket om andet end vejret. Og hvem VAR egentlig manden, der havde lagt navn til Cafe Bakowski? Jo, egentlig hed han Karl Otto Bakowski og så var han tysker. Ikke nok med det, han var en tysk telefonarbejder som flygtede fra Tyskland efter rigsdagsbranden. Han var aktiv i den danske modstandsbevægelse i Helsingør, og hovedkraften i aflytningscentralen i Sct. Olai Gade. Manden kunne altså aflytte Gestapos samtaler, lige der, hvor vi andre sad og lyttede til poeter. Bakowski forpurrede altså mange pågribelser af politifolk og modstandsfolk i Helsingør men blev anholdt af Gestapo i 1945. Selvom Bakowski døde i 1965, uden en medalje, må CAFE BAKOWSKI siges at være medaljen. Vi kan så mindes Karl Otto Bakowski hver gang vi sidder der og nipper til et landgangsbrød på cafeen.
Bo Lille
Efter pausen, der blev lidt længere, var det Bo Lilles tur. Han gik direkte på og ikke så meget snak der. Foruden Helsingørdigte fra Bo Lille, fik vi også en bid af hans nye roman, der venter på udgivelse.
Tv Marineret kom også forbi og optog LitteraTour. Det var vi også helt vilde med. Link til det filmede, vil med tiden indfinde sig her.
Amdi Silvestri
Amdi Silvestri kom ind i en stime blitzlys. Der driblede i hvert fald en fotograf forbi med noget, der kunne ligne en journalist (i baggrunden). Så blev der ellers taget billeder af LitteraTour til højre og venstre, mens forfatteren, A. Silvestri vækkede hele 3 Holger Danskere af deres tunge søvn. Læs den eminente novelle her.
Kirsten Marthedal
Efter Silvestri entrede Kirsten Marthedal scenen med sin blødme og musikalitet. Og lad mig sige det med det samme: Det er altid en nydelse at opleve Frk. Marthedal og frøkenens poesi. Rytmen fandt hende hurtigt i hyldesten til Helsingør. Og blowjob nummer 65 blev serveret kækt og frisk - læs her.
Tordenvejr og lynild. Vi var midt i skælvet efter Marthedals ild. Og ikke desto mindre trådte Kenneth Krabat op på scenen med sin mac lige med ét. Tordenvejr og lynild, der blev læst op af ‘Nikonej’, en medrivende fortælling der ikke kun omhandler en skovbrand. Der er også alt det andet. Læs historien om Nikonej her og digtet ‘Helsingør på Havnen’.
Karina og Jan Brage og medhjælper på Cafe Bakowski
Endnu en pause var midtpunkt - og et øjeblik tittede solen ind. Måske var det bare blændværk. Måske var det i virkeligheden de gode mennesker bag disken, som skinnede på os. Tak til Karina og Jan Brage fordi I gav os rum på Cafe Bakowski.
Sørine Poulsen
Efter 2. pause, gik den nyeste poet, Sørine Poulsen, i gang. Hun forklarede at det var anden gang hun stod på en scene. Men men, tænkte jeg, da hun bevægede sig igennem fortællingen om en svensk elg, der sikkert var blevet træt af Sverige, og derfor svømmede til Danmark, men men, hun gør det jo godt. Et digt, var også med Sørine. Jeg læste det første gang på Facebook, det kære sted. Hun tog det med og det blev jeg glad for. Læs Svensk elg og Holger her.
Arash Sharifzadeh Abdi
Her kom han, den smukke digter. ‘Kvasidansk’ fik vi og glimtet i øjet, som jeg så godt kan lide, og digterens flotte vals med sproget. Veloplagt var Arash, og Cafe Bakowski holdt regnen ude mens vi andre kunne sidde der i læ og lytte til Helsingorânus.
Manfred Christiansen
Digterne var gode til at holde tiden. Ak, den tid. Men alting får en ende. Klokken 14.30 var arrangementet slut. Det sluttede med Manfred Christiansen, som kunne holde talen om SUNDGATAN, den nye passage mellem Helsingør og Helsingborg. Regnen udenfor var blevet til hav i Sct Olai Gade og digterne fik lige en grøn Tuborg med på vejen af undertegnede, inden de sejlede hjem, for på vej var de allesammen, og når man ikke lønnes på den ene måde, må man lønnes på den anden. De to obligatoriske flasker vin var altså afløst af 10 grønne Tuborg, så dansk, at det gør ondt. Men de kom læste op og sejrede. Og så blev der stille på Cafe Bakowski igen. Jeg får lyst til at citere Emil Aarestrup, eller den gamle digters digt ‘Angst‘:
Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.
Om lidt, saa er vi skilt ad
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
som Boblerne i Bækken.
Dette er en digter, dagen derpå. Vi ses måske igen.
Deres beskuer og redaktør,
Lonni Krause
Som kulmination oven på 3 måneders intens Helsingør-kavalkade svøbt i digte, noveller og andet flot, rundes eventen af på Cafe Bakowski i Helsingør.
Somme af forfatterne, som deltager her på bloggen med deres skrift, kan du møde på Cafe Bakowski, for fuld oplæsning.
Dansk Forfatterforenings formand Lotte Garbers læser op af erotiske noveller.
Ole Bundgaard deklarerer at han er skør med Helsingør.
Ole Lillelund har taget en bunke syrede digte med fra Kronborg til kasematterne.
Lise Bidstrup giver os en fantasyfortælling.
Bo Lille, haikumesteren, har skuet ud over vandet og set mere end en båd.
A. Silvestri får vækket hele tre Holger Danskere.
Kirsten Marthedal Andersen hylder Helsingør og selv et blow-job kan hun finde I byen.
Kenneth Krabat finder hjem til sig selv ved Helsingør Havn.
Arash Sharifzadeh Abdi multitasker omkring byen og når næsten over Sundet.
Sørine Poulsen møder Holger og Kronborg – og en svensk elg!
Manfred Christiansen har forbundet Helsingør og Helsingborg med hinanden på bedste Science Fiction vis.
Kom forbi Cafe Bakowski Lørdag den 14.8 fra 11 – 14 og bliv overraskelset og få oplevelsen af at hele Helsingør er sluset ind på Cafe Bakowski.
Adresse: cafebakowski, Sct. Olai Gade 29.A 3000 Helsingør
Søndag den 15.8 vil der være stemningsbilleder/ord fra arrangementet her på LitteraTour bloggen.
Det nye ligger endnu i dvale. Men omkring den 1.10 - 10, ved jeg sikkert noget mere. Jeg nævner det kun lige fordi det skal passe til overskiften.
For at blive i noget vi kender, vil jeg nævne lidt om de forfattere, der i morgen, lørdag den 14.8 fra 11-14, beriger Helsingørs bedste Cafe Bakowski med digte, noveller og andet guf OM Helsingør. Det der nævnes nu, bliver ikke forfatterportrætter - thi de står allerede her. Det der nævnes, bliver en dyb personlig beskrivelse af de 10 forfattere, fortalt af mig i ét ord.
Oplæsende forfattere beskrevet med ét ord:
A. Silvestri - UNIK!
Arash Sharifzadeh Abdi - UNIK!
Bo Lille - UNIK!
Kenneth Krabat- UNIK!
Kirsten Marthedal Andersen - UNIK!
Lise Bidstrup - UNIK!
Lotte Garbers - UNIK!
Manfred Christiansen- UNIK!
Ole Lillelund - UNIK!
Sørine Poulsen - UNIK!
Kom glad forbi Cafe Bakowski fra LØRDAG den 14/8 klokken 11-14 og spis en digtersandwich mens du lader op til lyden af sjov og overraskende poesi.
Adresse: cafebakowski, Sct. Olai Gade 29.A 3000 Helsingør
*
Og så er det også på sin rette plads at sige tak til alle de andre deltagere, som sendte deres tekster, digte og noveller til LitteraTour - det har været ganske fornøjeligt at læse.
Mange tak til:
Stig Maschkow, Tommy Heisz, Birgitte Jørkov, Henrik Have, Monica Krog-Meyer, Den Sanglabile Bibliotekskvinde, Stinne Berg, Karen Pip, Ida-Marie Rendtorff, Jesper Rugård, Mette Petersen, Therese Philipsen, Hanne Linde, Nils Bjervig, Søren Sørensen, Egon Clausen, Tine Grandjean og Cindy Lynn Brown.
Hilsner fra nord,
Lonni Krause
1. Stig Maschkow, hvorfor åbnede du en antikvarboghandel i Fiolstræde 16B, i Helsingør?
Jeg har været lejer af lokalerne før i 2005/06 og også haft bogantikvariat på det tidspunkt. Jeg brød mig ikke om at være lejer, så da jeg så at det var til salg i 2009 slog jeg til, da jeg syntes at byen manglede et antikvariat.
2. Hvorfor er der brug for en antikvarboghandler i Helsingør?
Fordi mange mennesker har henvendt sig til mig efter at jeg lukkede det, og spurgt om det ikke blev åbnet igen, da de savnede det.
3. Hvad er din butik “specialist” i?
Mad/koge litr., alt inden for alternativ litr. , biografier, lokal historie, maritim litr. og tegneseriealbums. Der går nogle år, førend man kan kalde sig specialist for det kræver en enorm viden indenfor for hver genre.
4. Hvad vil du helst have i din butik?
Bøger der ikke koster noget særligt 
- nyere udgåede bøger - det er meget svært at sige, for det strækker sig fra Juliabøger til faglitr.
5. Er der en genre indenfor litteratur, som du brænder for?
Nordamerikansk historie - indianere, Dan Turell & Erwin Neutzsky-Wulff.
6. Kunne du finde på, at invitere forfattere til at læse op i din butik?
Ja, hvis lokalerne var større.
7. Hvad kunne “almindelige” boghandlere lære af dig?
Give sig mere tid til kunderne, mindre supermarkedspræget.
8. Du kender nok det gamle billede på en antikvarboghandel: Kunden sniger sig rundt i mørke gange og må ned på knæ for at finde sin bog i støvet. Sådan er din butik jo slet ikke?
Det tager mange år at bygge butikken op, og med tiden bliver den nok træng (pladsmæssigt), derfor er jeg også igang med at bygge et fjernlager op, desuden er jeg igang med at opbygge nethandel via www.bogtorvet.net, som er en netportal for antikvarboghandlere.
9. Vi er i en forrygende digitalisering indenfor bogmarkedet, e-bøgerne kommer til. Kan du lide e-bøger?
Nej - de er uinteressante, det er jo pointen med at have et antikvariat, man kan lide bøger, som man har i hånden.
10. Tror du at en butik som din kommer til at sælge e-bøger?
Nej, det er noget jeg ikke har interesse i. Jeg sælger også tegneserier, gamle LP-plader fra før 1980, diverse tryk/billeder i rammer, DVD & videofilm og månedsmagasiner.
NB: Butikken har nye åbningstider fra 01/06-2010, da jeg også har net-handel og derfor ikke er afhængig af at sidde i butikken alle ugens dage.
Fredag og mandag lukket
Tirs.ons. torsdag 12-17,30
Lørdag 10-14,00
*
Novellen holder flyttedag. Mere om det i efteråret 2010.
LK
Anmeldelse af: ”Empire Falls” af Richard Russo
Oversat af Søren K. Barsøe.
Udkom d. 4. juni 2010 på Klim.
551 sider. 349 kr.
Miles Roby driver Empire Grill i den lille by Empire Falls, og derfra kan han se ned ad hovedgaden i den engang så driftige industriby og fornemme byens puls, som nu slår meget langsomt. For Whiting-familien, der ejer fabrikkerne og det meste andet på egnen, har flyttet produktionen væk fra byen, og det har skruet livet i Empire Falls ned på vågeblus. De ejer også grillen, som Miles en dag skal arve. Håber han da. Kunderne i grillen letter deres hjerte over for Miles – som har sine helt egne problemer. Hans kone er faldet for ejeren af det lokale fitnesscenter og vil skilles, hans begavede datter og øjesten har store problemer med lærerne og de øvrige elever i skolen, og Francine Whiting, der ejer Empire Grill, ser ud til at tro, at ejerskabet også omfatter Miles, vil ikke lade ham modernisere stedet. Det har hun sine helt private og grumme grunde til, finder Miles efterhånden ud af.
”Empire Falls” er en stor nutidskrønike om et USA i forandring, men byen Empire Falls kunne lige så vel være en lille dansk provinsby på vej mod afvikling frem for udvikling, og at titlen kan oversættes med ”imperiet falder” finder jeg ikke uvæsentligt. Emperiet er sådan set faldet.
Bogen skrevet med varme og en stor portion ironi, og Russo lader personerne folde sig ud på godt og ondt. Gennem persongalleriet i bogen kommer vi til at se byen og dens mennesker fra flere personers synsvinkler, og personligt kunne jeg ikke lade være med at forestille mig, hvem disse personer kunne være i min egen lille by.
”Empire Falls” er så velskrevet, at man kan se handlingen for sig, som havde man selv lige gået en tur gennem gaderne og mødt Miles, Jimmy Minty, Max, Charlene, Tick og alle de andre. Selv om den centrale historie omfatter Miles Roby og hans familie, der er mange underparceller og en bred vifte af emner, der bliver udforsket gennem alle de andre farverige karakterer og deres vaner og de begivenheder, der finder sted.
Jimmy Minty, den korrupte landsby betjent, er en bølle som sin far, og hans søn Zack, ser ud til at være mere populær, men er på randen af at overtage familiens tradition. Hver generation af Whiting mænd gifter sig samme slags kvinde, som ender med at drive dem til vanvid, så det eneste mændene har lyst til, er at slå dem ihjel. Fx med en skovl. Ligesom Miles´ mor, Grace Roby, forsøgte at skabe et bedre liv for sin søn, ønsker Miles det samme for sin datter, Tick.
”Empire Falls” er et kulturelt øjebliksbillede af, hvad det vil sige at leve i en lille by, hvor fortiden er synlig. Og som man kunne forvente, bor de forskellige familier i Empire Falls i generation efter generation. Mens hver ny generation mener, at den gør tingene sin egen måde, er det klart, at de uforvarende får gentaget den samme rolle igen og igen – på overfladen ser det anderledes ud for hver ny generation. Russo synes ikke at drage nogen endelige konklusioner på disse forskellige generationers valg, men lader fru Whiting drage den konklusion, at selv om man prøver at rette en flod ud (hvilket skete for år tilbage i Empire Falls) så lander alt skidtet, som floden fører med sig, alligevel det sted det skal lande.
”Empire Falls” er en af de bedste bøger jeg har læst, og Richard Russo blev da også tildelt den prestigegivende Pulitzerpris for romanen, da den udkom i 2001. Eneste minus ved bogen er i mine øjne, at man har valgt et kedeligt maleri til omslaget. Originalen er langt bedre og mere stemningsfyldt.
Bogen er blevet filmatiseret I 2005 med bl.a. Ed Harris, Helen Hunt, Philip Seymour Hoffman og Paul Newman og produceret af Marc E. Platt. Efter forfatterens ønsker blev den indspillet i Skowhegan, Winslow og Waterville i Maine, og vandt en Golden Globe for bedste miniserie på tv i 2006. Heldigvis har Russo selv skrevet screenplayet til serien, og for forste gang har jeg oplevet at film og bog er nøjagtigt ens! Fra ende til anden. Derfor var det ikke en skuffelse at se den, men en rigtig feel good-oplevelse. At læse bogen – se, det var en ophøjet feel good-oplevelse!
Brug det sidste af din sommerferie på at læse ”Empire Falls”.
*
Af Stinne Berg, deltagende forfatter i LitteraTour * - Vild med Helsingør
Jeg fortalte min første historie da jeg blev født. Jordmoderen syntes ikke om den og gav mig et klask i bagdelen for at lukke munden på mig.
Det lykkedes ikke, men jeg havde forstået at sådan noget gjorde man ikke. Så i mange år derefter fortalte jeg kun i dybeste hemmelighed. På et tidspunkt begyndte jeg også at skrive alle mine historier ned, men kun når jeg var helt alene. Jeg stoppede alle mine fortællinger ned bagerst i mine skuffer, men en dag stod jeg med en roman, og den var der absolut ikke plads til i nogen skuffe. I stedet lagde jeg papirstakken i en kuvert og sendte den til et forlag. Jeg var forberedt på at få endnu et klask i halen, men det skete ikke.
Romanen kom på tryk, og den fik oven i købet en pris. Min fortælledrift var ikke længere nogen hemmelighed. Jeg var kommet ud af skabet og stod nu med det der kunne blive begyndelsen til et forfatterskab.
Jeg havde absolut ingen planer om at skrive nogen historisk krimi der skulle foregå i Helsingør. Mine tanker gik i helt andre retninger, indtil en aften hvor en lille, trind dame i noget umoderne tøj dukkede op og sagde at hun var købmand, enke, mor og mormor, at hun levede i Helsingør, og året var 1450, og at hun havde en historie, og den skulle jeg fortælle.
Jeg sagde nej, men hun holdt fast i sit, og til sidst sagde jeg ja. Jeg troede at jeg kunne slippe af med hende på den måde. Det kunne jeg ikke. Det burde jeg have vidst, men jeg kendte hende jo ikke rigtigt den aften. Jeg har haft hende i hælene lige siden.
Hun hedder Elne, og hun er hovedperson i mine tre første helsingørkrimier. Da jeg lærte hende bedre at kende, fandt jeg ud af at jeg kunne lide hende. Hun er sådant et menneske som det er godt at have til nabo.
Jeg fandt hurtigt ud af at Elne havde foræret mig en guldgrubbe – ikke i penge, jeg er absolut ikke blevet rig af at skrive om Elne og Helsingør – men i fortællinger.
Helsingør er en spændende by, fuld af historie og historier.
Hvornår de første mennesker slår sig ned heroppe ved Øret, fortaber sig i historiens morgendis, men i 1420’erne ved vi at der sker noget. Der sker faktisk temmelig meget og det hele næsten på en gang, og det hele kommer til at blive fundamentet for Helsingørs senere liv som kosmopolitisk havneby – uden havn.
Der er stof i Helsingørs historie til mange fortællinger, men jeg tog fat – som Elne havde sagt jeg skulle – i år 1450.
På det tidspunkt er Krogen – Kronborgs forløber – opført. Sundtolden er indført, og alle skibe ind og ud af Sundet ankrer op ude på reden for at betale told. Tre klostre er under opførsel, og sognekirken, Sct. Olai, er under ombygning. Købmandsgårde og håndværkerværksteder er kommet til, og mange flere er på vej. Der er god omsætning i byen, og varer strømmer ind og ud.
Og så er der alle de fastboende, helsingoranerne. Fra de tidligste år kender vi kun ganske få navne, men vi ved de var her. De levede og drømte og satte sig spor. De handlede og byggede og skabte nyt og reparerede.
Det er de mennesker, vore forgængere op og ned ad Stengade og byens andre gader, som jeg skriver om, giver navne, liv og drømme – og død.
Af Birgitte Jørkov, deltagende forfatter i LitteraTour * - Vild med Helsingør
Skrevet d. 30. juli '10 af lit3ra2our, i Birgitte Jørkov, Bøger, Cand.mag., Dansk Forfatterforening, Espergærde, Faghistoriske artikler, Forfatterskab, Helsingoraner, Helsingør, Historier, Krimiakademiet, Kriminalroman, Krogen, Kronborg, Magasinet, Politiken, Sct. Olai, Skønlitterær forfatter, Sognekirken, Spændingsroman, Stengade, Sundtolden, kosmopolitisk havneby, Øret. Ingen kommentarer.
Interview med billedkunstner, forfatter og forlagsredaktør, Henrik Have.
Du er uddannet på Den frie lærerskole, Ollerup (1965-71), er det en uddannelse du har kunnet bruge til noget i det liv, der kom efter?
I allerhøjeste grad. Lærerskolen blev i sin tid oprettet ud fra den grundfæstede holdning til at staten IKKE kan blande sig i undervisning. Nogle radikalere og venstrefolk, skolefolk, ønskede et frit seminarium. Efter krigen kom ønsket op i folketinget, men mødte massiv modstand fra stifternes egne partier. Mogens Fogh stod med nogle og tyve kommunister, og tordnede imod højrefløjen og dens ønske om at staten skal styre undervisning. Altså et forsøg på at indføre sindelagskontrol som Mussolini og Franco. Kommunisterne reddede lærerskolen og den kom på finansloven.
Det glemte initiativtagerne gradvist (de var jo højrefløj på nær de radikale). Man lavede en skole som skulle uddanne lærere til de frie skoler, som jo alle faktisk var småanarkistiske i forvejen, specielt højskolerne og enkelte friskoler.
Det var dette der interesserede mig. Der var flere gange bud efter mig, men jeg blev ret god til at foredrage lærerskolens fristilling. Det var i ordets fineste betydning et anarkistseminarium. Jeg fandt ud af at der fandtes et lignende i Barcelona, som netop var oprettet imod den spanske fascisme.
På lærerskolen åbnede litteraturen og sproget sig op for mig. Fra nærmest at have en småreaktionær og “dannet” opfattelse af litteraturen, altså det der med at tro på at der fandtes et såkaldt hoved-spor, opdagede jeg hurtigt at al kunst skabes i undergrunden. Så jeg dyrkede undergrunden, og holdt fast ved den. Senere i mit liv, fastholdt jeg min rolle og betydning som digter og maler uden på et
eneste tidspunkt at slække på mit lærerarbejde. Dette holdt jeg fast ved i næsten 25 år. Sammenlign Peter Seeberg der som forfatter ikke et eneste minut pjækkede fra sit museumsarbejde.
Måske er den holdning agrar, jeg ved det ikke. Lad mig nævne at jeg afbrød en landbrugsuddannelse for at blive lærer.
Lærerskolen, 68-generationen (min egen) konkretlyrik, absurd teater, John Cage, antipsykiatri og bondefornuft mm, lagde vejen åben for mig. Alle mine første bogobjekter blev lavet i skolens trykkeri som jeg selv overtog for ikke at nogen skulle hindre mig i mit arbejde. Når lokummet brændte, trykte jeg en rask lille lærerbog i æstetik (simpel) så var alle glade, helvedes glade, og glemte straks min
private produktion på skolens regning. I amtscentralernes tid i 70-erne gjorde jeg det samme, fx med Dan Turells bøger. Så lavede jeg dem i klassesæt og beholdt resten.
Som billedkunstner, forfatter og redaktør, må man sige, du er noget af et multitalent. Men hvordan forenes de tre kunstarter i mennesket Henrik Have?
Henrik Have et et helt menneske. Det tre kunstarter (og flere) er hele kunstarter. Jeg adskiller ikke det private fra kunsten. Det private eksisterer simpelthen ikke. Jeg eksisterer ikke for andre, kun for kunsten. Derved kan jeg eksistere i mig selv og forhåbentlig i andre. Som de eksisterer i mig. Det er det, der i mine øjne gør kunsten social (og revolutionær)!
Er der en af kunstarterne der har første prioritet?
Jeg har altid betragtet mig som forfatter, det er det, jeg kalder mig. Meget tidligt fik jeg det treårige arbejdslegat, specielt for bogen ‘Forskellen’ som udkom i 60 eksemplarer. Begrundelsen var at jeg gennem mine objekter havde nedbrudt den traditionelle opfattelse af sprog. Gjort det fysisk uden (og det er vigtigt) at fratage det sit litterære grundstof. Litteraturen har altså prioriteten.
Når du skaber et billede, kommer idéen med det samme, eller skal du “snakke” med det hvide lærred først?
Lærredet og papiret som rene flader bærer ikke spor. Jeg har en medfødt angst for det rene lærred eller rene papir, derfor skal de svines til, en rift eller “bussemand” at bygge videre på. Jeg tror hverken på inspiration eller kreativitet. Disse forhold skal bygges op sammen med arbejdet. Hårdt arbejde. Som en landmand sår: det lange træk skal vise resultatet. Kald det bare “at snakke”!
Beskriv din arbejdsproces. Hvordan arbejder du som billedkunstner?
Jeg skal have mange rum at være i plus at jeg skal have en stor have (sproget er åndssvagt). Lige nu er haven på l0.000 kvadratmeter. Jeg skal have mit håndbogsbibliotek inden for rækkevide (60.000 bind). Fysisk har jeg 21 lokaler plus et nyt atelier på 200 kvadratmeter. Dette er for mig et minimum for mit virke. Så trasker jeg rundt i alt det og taler med mig selv.
Jeg har to medarbejdere som tager sig af det tunge, og en der tager sig af det papirmæssige. Alt dette er en arbejdsproces.
Du har udstillet en række censurerede udstillinger. Hvad vil det sige?
De censurerede udstillinger var et ungdomsfænomen. De var gode for mig fordi censorerne ikke fattede en skid af noget. I Århus sendte jeg mine værker ind med en meget udførlig beskrivelse af hvorledes kassernes indhold skulle opstilles, og da jeg besøgte udstillingen havde man blot udstillet kasserne. Man havde altså ikke set indholdet. Jeg fik lov at pakke dem ud, men opdagede jo så, at mine værker var udstillet uden censur. Derfor forlangte jeg at alle afviste kunstnere i min kategori skulle genindkaldes og udstille ligesom jeg. Jeg brugte pressen for at få det til at se mere politisk ud!
Kun en enkelt mere censureret udstilling, nej to, kom jeg på. Her fattede man vist heller ikke hvad jeg lavede. Og de andre kunstnere? Tja! mængden af lort var uigennemtrængelig. Jeg blev temmelig arrogant og uforsonlig over for snart sagt alle kunstnere og censorer, men oplevede gradvist at få øjnene åbne for mennesker der trods alt troede på mig. Dem kom jeg i stor gæld til. De betød og betyder alt for mig. De har lært mig at administrere de store spørgsmål. Lige som du har tillid til at jeg skriver. Det gør at jeg kan skive til dig. Så svært og så enkelt er det! Kasserne i Århus? Faktisk var de smukke som de stod der, det var bare ikke mig.
Du følte dig tiltrukket af den antipsykologiske kunst, der sætter forfatterens ‘Jeg’ i baggrunden og involverer læser og beskuer i et åbent fortolkningsarbejde, hvorfor?
Der findes ikke antipsykologisk kunst. Der findes antipsykiatri, og hvis kunstneren er optaget af det, så bringer han antipsykologien ind i verden gennem hans praksis, for at sige det Højholtsk.
Robert D Laing frigjorde patienten fra den psykiatriske metode der kun havde eet svar: det hvide snit eller udrydelse af personligheden gennem psykopharmaka. Laing sagde at : et sammenbrud er et gennembrud. I sammenbruddet bliver alle relationer og muligheder til spøgelser og dæmoner. Med den rette vejleder = antipsykologen, kommer sammenbruddet til sit eget sammenbrud, det går under ved sin egen tyngde, og kommer befriet ind i verden. Som Paradisfuglen. Laing beskrev den menneskelige skizofreni i værket Knuder (som jeg gerne ville udgive, men som Rhodos kom først med i Tanja Ørums oversættelse). Bogen var et stort digt, og røbede allerede at Laing var mystiker. Dette foreholdt jeg mine venner og fjender som absolut ikke gav mig ret. Senere, i samme periode som jeg gav mig selv maleforbud, blev Laing mere og mere religiøs og arrogant og uforsonlig og hadet af den psykiatriske verden. Til sidst gik han i kloster! Næsten ligesom Ludwig Wittgenstein.
Når antipsykologien blev så vigtig, var det fordi samfundet (specielt det engelske) mente at alle adfærdsmønstre som ikke svarede til “det normale” var en sygdom. Min generation rettede op på den misforståelse. Een af årsagerne til ungdomsoprøret.
Når jeg siger fluxus, konkretpoesi og attitude-relativisme, hvad siger du så?
Konkretpoesi og fluxus, skrivemaskinekunst og elektronisk musik og beat generation. Ja det var min vugge. Attituderelativisme var forstillelse og fup. Faktisk en skizofreni. Man kan ikke lade som om. Man er det – måske hjemmefra. Måske vidste Hans-Jørgen Nielsen det, men jeg bed mærke i attituden, og den virkede fascistisk på mig. Der var ikke langt fra den og til “sindelagskontrol”.
I 1968 afviste du maleriet som et for entydigt udsagn og arbejdede i stedet med “bog-objekter”? Hvordan påvirkede det dit kunstneriske arbejde dengang – og nu?
I dag ser jeg faktisk (som jeg altid har gjort) sprogets objektkarakter. Hvis sprog kan være et argument, kan det også være et objekt. Jeg havde en mystiker som dansklærer på Ollerup. Han reddede mig fra bortvisning fordi ikke en kæft forstod mig ved at fortælle sine kollegaer at HH brugte sproget som en renselse. Derfor kom alt muligt uforståeligt ud i rummet for ligesom at samle sig i en terning.
Det var denne terning HH så gik rundt om og betragtede indtil han fremlagde redegørelser af sjælden klarhed og ren logik eller poesi. Nu gik jeg ikke og vrøvlede, mine argumenter var bare ikke “af denne verden” = af den dagligdagslogik som prægede mig og mine venner. Jeg stillede store krav. Jeg blev helvedes ydmyg da jeg opdagede at jeg lærte min egen lærer noget. Han (og skolen) ville vide noget
om sprogets skizofreni. Jeg fortalte, uvidende som jeg var, men mit arbejdes konsekvens gjorde, at man ikke kunne spørge min bedste ven, filosoffen Jørgen Dehs, for han var teoretiker, jeg var praktiker. Mit kunstneriske i dag er som dengang. Det er bare virkemidlerne der ændrer sig. I dag er jeg ved at genopdage hvad jeg sprang over i 60-erne, som var min læretid.
Du har udviklet dit helt eget maleri. Hvordan fandt du frem til det?
Ved at flytte den sproglige tilgang fra papiret til lærredet. Jævnaldrende fjolser troede, at sprog på billedet var bogstaver. Nogle fik succes, de fleste døde under deres egen tyngde af manglende talent. Skriften og sproget er nærværet. Og så et par hemmeligheder som jeg ikke fortæller. Og så er det helt cool, da jeg ikke kan kan leve af mine bøger. Det kan jeg af mine billeder. Men jeg har ikke forrådt mit udgangspunkt.
Hvordan opfatter du dine malerier?
Som malerier.
Et digt er et digt når ..
..det gennem sine rødder åbner for erkendelse. Louis Bunuel citerer en spansk filosof for noget Bunuel ikke kunne trænge til bunds i, jeg heller ikke og heller ikke andre:
Al kunst som ikke forholder sig til traditionen er plagiat.
Du har haft forlagsvirksomhed – ‘After Hand’ – siden 1973. Hvad satte det i gang?
Antipsykiatrien. Jeg ville udgive skizofrenes tekster, men så hurtigt at de ikke kunne bruges. De var blindgyder. Kun lidt hævede sig til selvstændige værker og dem var der allerede rundt omkring. Og så naturligvis den manglende danske interesse. I Danmark har vi eet lille museum for disse værker: Risskov. I Schweiz er der ca 30! Jung bærer sit præg her!
Hvad kan dit forlag, som ingen andre forlag kan?
Styres og ledes af Henrik Have.
Hvor tæt kontakt har du med dine forfattere?
Som nede i skolegården: lige børn leger bedst. Spørg mine forfattere!
Hvad er en god redaktør?
T S Eliot, Redaktion Arena, Jarl Borgen, Claus Clausen, Johannes Sollmann og Henrik Have og hans lærling Mathias Kokholm.
Når du modtager manuskripter, hvordan vurderer du, at et givent manus er udgivelsesklart?
Udelukkende pr interesse og intuition. Det kan tage år eller det kan tage et splitsekund at antage et manuskript. Jeg filer ikke på manuskriptet sammen med forfatteren. Enten er det færdigt eller også ryger et ud. Og en ting mere: After Hand modtager ikke manuskripter uopfordret. After Hand leder selv efter forfatterne. After Hand tror ikke på talenter. Og så bliver redaktøren angrebet fra ryggen alligevel. Vi udgiver i disse dage Naja Vucina Petersen: ‘Krigens’. Den kom lige pludselig. Det er et brag af en bog. En litterær revolution skrevet af en naturvidenskabskvinde.
Er der visse bøger du nægter at udgive?
ALT som ikke falder i min personlige smag. Vi taler om litteratur. Alt andet klarer general publishers udmærket.
Men After Hand vokser takket være de unge, og så er der meget som jeg ikke kan have samme årvågenhed over som hvis jeg var alene. Det er jeg glad for. Så kan jeg tage mig af mine drømme og ungdommelige forsømmelser.
Hvilken bog længes du efter at udgive? Det kan være en, der endnu ikke er skrevet. Så her tænker jeg på en bog, du har i fantasien?
Talmud, Jakob Bøhme, Mose de Leon: Zohar, Jødisk og kristelig mystik, Octavio Paz: Renga, Salvador Dalis tekster samt Johs. L. Madsens astronomiske optegnelser og beregninger skrevet på tomme cigaretpakker og breve fra de sociale myndigheder, og så min egen som trækker ud: ‘Forværelset’, samt mine optegnelser omkring mine rejser til de tyske koncentrationslejre.
Fantasien ved jeg ikke noget om.
*
Af Henrik Have, deltagende forfatter i LitteraTour * - Vild med Helsingør
Skrevet d. 25. juli '10 af lit3ra2our, i Antipsykiatri, Antipsykologen, Antipsykologien, Attitude-relativisme, Billedkunstner, Bøger, Censurerede kunstudstillinger, Den frie lærerskole, Fluxus, Forlag, Forlaget After Hand, Forlagsvirksomhed, Forlægger, Henrik Have, Interview, Konkretpoesi, Kunst & Kultur, Landbrugssuddanelse, Litteratur, Litteraturpark.dk, Louis Bunuel, Lærer, Moses de Leon, Nivå, Redaktør, Robert D Laing, Skizofreni, Skrivekunst, Sproget, Talmud, Undergrunden, Århus, Æstetik. 1 kommentar.
Om jeg forstår, at den bro skulle være ml. Kastrup og Malmø!
Når nu der – kun lidt nordligere – er så kort afstand mellem Helsingør og Helsingborg. Det havde da været langt billigere at lave en bro, der ikke engang kræver tunnelgravning. Men mon ikke den kommer en dag? Nu hvor Øresundsbron tjener sig selv ind, langt hurtigere end forudset, så må det næste blive en Kronborgbro.
For mig vil det til den tid mest være sådan en praktisk foranstaltning. Mentalt er der for mig slået bro henover det smalle sund for længe siden. Helsingør og Helsingborg: Den ene by ville ikke være noget særligt uden den anden, de holder hinanden i skak på hver sin side af Øresund. De er to sider af samme sag, og vi danskere har Helsingør på vores side.
Jeg har hverken boet eller arbejdet i Helsingør, men byen dukker hele tiden op i mit liv. Den har været porten til og fra i flere generationer.
Så længe færgerne sejler, kan jeg genskabe barndommens ture med færgen over, på den klassiske cacao- og mandeludflugt før jul f.eks. Som barn, født kun 5 år efter krigen, havde jeg ikke forstand på prisforskelle. Det står ikke helt klart for mig, om formålet med turen var, at der stadig var mangel på den slags? Eller om det var billigere? Eller var det simpelthen fordi min mor holdt af den tur forbi Kronborg, hvor hendes onkel var slotsforvalter, og videre over til Helsingborg, hvor hendes søster boede? Jeg bed ikke mærke i motiverne for turen, men husker stemningen, fordi det var noget ganske særligt. Den smukke toldbygning, gangbroen til færgen med masser af stål og høje lyde, ”Velkommen om bord!” og Kronborg, der bare LÅ dér og var så mytisk og smukt. I Helsingborg hørte der udover indkøbene også en kop cacao på konditori med i programmet og ikke mindst slaraffenlandet på turen tilbage, fordi lommepengene blev forvandlet til et orgie i slikafdelingen ombord. De særlige røde og sorte vingummier, trekantede og buede på samme tid var mine favoritter. Proppet med E-numre, formentlig, som ingen kendte til dengang, og himmerigsmundfulde. Dertil kom chokoladen.
Helsingør er et knudepunkt i familien. Min moster blev gift med en svensk skibsreder og flyttede til Helsingborg. De blev gift i 1942, så besættelsen har betydet større adskillelse fra resten af familien end den fysiske afstand og færgeturen. For de jødiske familiemedlemmer på flugt fra nazisterne var det en stor trøst, at da de nåede frelst over sundet i 1943, blev de, midt i alt det uvisse og fremmede i det nye land, mødt af én, de kendte. Min elskede moster var der jo. Hun fik sit første barn omtrent samtidig og måtte vente til maj 45 før hun kunne præsentere barnet for familien i Danmark. Hvis ikke det var på selve befrielsesaftenen, så meget kort efter tog hun færgen over til Helsingør med drengen i hånden og videre til sine forældres hus. Det var vist en overraskelse, at hun kom, og der har ikke været et øje tørt, da en lille purk på 2½ år kom ind i stuen og sagde: ”Titta mama!”, fordi han havde fået øje på en kæmpestor lysekrone med mange lys. Barnebarnet blev modtaget for første gang – og i et frit land.
Mosteren boede senere i et smukt hus med udsigt over sundet. Hun kunne se over på sit andet land. Vi elskede at besøge hende. Blev forkælet, forsøgte at forstå det der mærkelige sprog og så et ganske særligt minde: smagen af lækre sprøde, friske æbler, som ikke fandtes i vores butikker derhjemme.
Min moster tilbød at passe min yngste søster, da vi skulle på vores første skitur til Norge. Far, mor og de to ældste døtre på 11 og 8 år. Da Norgesbåden sejlede forbi Helsingborg holdt vi skarpt øje med mosterens hus. Og som aftalt sendte hun sin hilsen: Hun havde sat et sort lagen i flagstangen, og det sorte stof kunne ses, mens hun hev det op og ned. Det var vist ikke helt i overensstemmelse med flagreglementet, heller ikke i Sverige. Men det virkede!
Hendes ældste søn, min fætter, slog sig senere ned i Danmark, blev gift med en dansk kvinde, skilt og da han senere fandt sig en svensk kæreste inviterede han familie og venner til fest på den danske side af sundet. De to kom valsende ind i lokalet i et overstadigt humør. Uden at nogen vidste det, havde de arrangeret bryllup – ombord på færgen fra Helsingborg til Helsingør! Kaptajnen havde viet dem, og det var altså de nygifte, der gik i land i Helsingør og ankom til festen, hvor vi andre ventede.
Min moster flyttede senere til USA. Da hun mange år efter døde, blev hendes aske efter hendes eget ønske spredt i havet ud for San Fransisco, hvor hun senere havde slået sig ned. Men kun halvdelen af asken, den anden halvdel blev taget med tilbage til Danmark, sejlet ud på Øresund og spredt dér.
Mit nyeste møde med Helsingør havde en helt anden karakter. Jeg havde en aftale hos Helsingør Politi. Her opdager man for første gang, at byen nu ikke længere ligger ved kysten. Den går langt ind i landet, det føltes som en helt anden by, da jeg skulle finde frem til den instans, der skulle sørge for afhøringen. Og hvad havde jeg så rodet mig ud i? Bestemt ikke noget kriminelt. Jeg havde nogle år forinden involveret mig med en flygtningefamilie fra Sandholm. Jeg blerv en slags kontaktperson for en far, mor og deres 2 børn født i Sandholm. Alle fire havde udsigt til at rådne op i den ellers udmærkede bolig de havde i lejren. Der var ingen fremtidsudsigter, de ville aldrig nogensinde kunne komme ud i det danske samfund, de kunne heller ikke komme hjem til det land de kom fra og for øvrigt heller ikke andre steder, eftersom deres pas var blevet brændt lige før den danske grænse. Det var det ’gode råd’ de dengang havde fået. De (og jeg) levede i evig angst for at myndighederne pludselig stod ved døren, for at ledsage dem til en fly tilbage til hjemlandet.
En sådan tilværelse kan ingen mennesker tåle, uden at noget går i stykker. Manden blev psykotisk og kolerisk, konen forsøgte at få noget der lignede en hverdag ud af situationen for børnenes skyld og børnene led. I de mest desperate situationer flirtede jeg med tanken om at proppe dem alle 4 ind i bilen, køre til Helsingør og over med færgen. Her kunne de få en ny start, for ’modtageforholdene’ var bedre på det tidspunkt.
Det gik skidt. Manden bankede konen, så hun måtte skjule sig med børnene og frygtede, at han skulle komme efter hende igen. Trusler var der nok af. Hun meldte ham til politiet og DERFOR skulle hun afhøres. Jeg var med hende og en tolk oversatte det hele. 4 timer efter var alt noteret, og vi kunne forlade politistationen. Hun var lettet over, at hun havde fået en overfaldsalarm, sådan at hun kunne tilkalde hjælp, hvis manden pludselig dukkede op.
Det var på vejen tilbage til Sandholm at jeg fik en ide. ”Ved du hvad?”, sagde jeg til hende. ”Hvis nu politiet en dag ringer på, fordi I skal udvises, så tryk på alarmen!” Midt i det triste og udsigtsløse fik vi os en rigtig grinetur.
Tankevækkende at hun havde rejst flere tusinde kilometer for at søge ly for overgreb i vores land. 60 år tidligere måtte nogle af danskerne søge ly for overgreb, lige ovre på den anden side af sundet. Dengang blev mange reddet, takket være hjælpsomme danskere og gæstfrie svenskere. I dagens Danmark kunne jeg måske sørge for hjælpsomheden, men det er så som så med landets gæstfrihed.
Monica Krog-Meyer
Studievært i DR, deltagende forfatter i LitteraTour * - Vild med Helsingør
Skrevet d. 23. juli '10 af lit3ra2our, i DR, Danmark, Foredragsholder, Færger, Guld FM, Helsingborg, Helsingør, Klummeskriver, Kronborgbro, Kronik, Malmø, Monica Krog-meyer, Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!, Pressechef for Langelandsfestivalen, Radio 2, Redaktør, Sandholm, Studievært i DR, Sundet, Sverige, Vært i DR2, Øresund, Øresundsbroen. Ingen kommentarer.
Helsingør. En lille bekendelse: jeg aldrig har læst Hamlet. Men Kronborg og Helsingør har jeg da besøgt.
Der synes ofte at være vægtige grunde til, at nogle bliver skuespillere, forfattere, pianister og andet interessant. Det er noget med barndommen, en åbenbaring, et kald, en uafvendelighed. Jeg har mere end én gang tænkt på, om min glæde ved sproget og bøger skyldes særlige begivenheder eller omstændigheder, om der har været tegn i sol, måne eller kaffegrums på, at jeg ville ende som kontorfunktionær på et bibliotek? Den eneste plausible grund, jeg kan komme i tanke om, er, at min mor arbejdede i Børnenes Boghandel, da jeg var barn.
Det kom som en epifani i en stresset periode af mit liv: jeg skulle da selvfølgelig arbejde på et bibliotek. Intet gav mere mening end det. Tanken om at være omgivet af bøger, tale om bøger, søge bøger, finde bøger, udlåne bøger, gjorde mig nærmest lykkelig. Folk omkring mig, heriblandt en bibliotekar, sagde, at det var en umulighed at få arbejde på et bibliotek; det kunne jeg godt skyde en hvid pind efter. Jeg var ikke i tvivl om, at det nok skulle lykkes. Og det gjorde det. I et flow af lykkebringende omstændigheder endte jeg med at blive ansat som kontorfunktionær* på et bibliotek. Stillingen var ikke slået op.
Noget af det første, jeg bemærkede i mit nye job, var, hvor imødekommende og taknemmelige lånerne var. Jeg kom fra et lærerjob, hvor utak var verdens løn, så det var uvant for mig at blive takket for noget så simpelt som at udføre mit arbejde. Mennesker, der arbejder på bibliotek, bliver ofte mødt med en vis velvilje. Selvfølgelig forekommer der ubehagelige og urimelige episoder, men som biblioteksansatte er vi ret privilegerede med hensyn til andelen af mennesker, der siger tak og endog tusind tak for hjælpen – også efter betaling af gebyrer! Den slags kompenserer i rigelig grad for den beskedne løn og manglende mulighed for at modtage drikkepenge eller naturalier.
For mange er biblioteker forbundet med rar stemning og gode barndomsoplevelser, en magisk verden af ord og viden. Jeg har aldrig hørt om nogen, der har oplevet decideret traumatiske ting på et bibliotek, fx at bøger virkelig er blevet besjælede og er begyndt at tale, leve deres eget liv eller jagte låneren. Ej heller har jeg hørt om nogen, der har mistet fingre, tæer, øjne eller talens brug efter besøg på et bibliotek. Jeg har oplevet nogen blive meget hidsige, men det har vistnok hverken ført til hjertestop, blodpropper eller andet ubehageligt. Der var en mand, der blev meget, meget vred over, at han i over en måned havde ventet på en bog, og da den så endelig ankom, kunne han ikke låne den, fordi han skyldte for meget, og det var vores ansvar, og det kunne vi ikke være bekendt. Han skældte og smældte, knaldede bogen i bordet, gik væk, kom tilbage, knaldede bogen i bordet endnu en gang, for derefter at gå. Jeg tog bogen for at slette reserveringen. Bogen var reserveret til en kvinde. Mon det havde traumatiseret ham at erfare, at han i virkeligheden var en kvinde?
Jeg bliver af og til spurgt, hvad folk læser, som var jeg et omvandrende orakel udi alle låneres læsevaner og præferencer. Det er jeg så tilfældigvis, og svaret er meget entydigt: de læser krimier, spændingsbøger (primært af nordisk herkomst) og faglitteratur, herunder Turen går til dette eller hint. En lille gruppe læser klassikere, en behersket skare læser nyere dansk og oversat europæisk litteratur, tre håndfulde læser tegneserier, to håndfulde læser lyrik, en håndfuld læser dramatik og så er der den meget beskedne gruppe, der læser Science Fiction. Science Fiction forkortes i biblioteksregi sf; sf betyder på chatsprog: smiler frækt. Det har jeg, i min primitivitet, moret mig over mange gange.
I begyndelsen blev jeg irriteret over den megen fokus på krimier og spændingsbøger, så jeg var flittig til at fylde udstillingshylderne op med andre genrer. Hvis nogen spurgte efter en god krimi, kunne jeg finde på at anbefale Dostojevskijs Forbrydelse og straf eller sige, at vi havde haft vandskade, og at krimierne derfor var ødelagte. Der var også dage, hvor jeg prøvede at bilde lånerne ind, at dagen i dag var dagen, hvor man på biblioteket ikke måtte sige super eller krimi. Med tiden har jeg lært at acceptere, at det er sådan, det er: krimier og spændingsbøger er bare det, der bliver læst, efterspurgt og reserveret allermest. Krimi- og spændingsbogslæsere er et meget loyalt folkefærd; har man først læst sig varm på Leif Davidsen, Mari Jungstedt, Sara Blædel eller Camilla Läckberg er det til døden os skiller. Det er på en måde meget betryggende i en tid, hvor alting er så flygtigt og foranderligt. Gammel nordisk krimikærlighed ruster, trods vejrlig, ikke, som man siger.
At arbejde på et bibliotek indebærer naturligvis andet og mere end at pushe bøger. Der skal hjælpes med kopimaskinen, oprettes lånerkort, sendes fax, indsættes printklip, sorteres bogvogne, lægges tidsskrifter ind, laves fjernlån, sættes dvd’er på plads og alt muligt andet, jeg prøver at fortrænge eller få andre til at gøre. Jeg har taget et par fifs med mig fra min tid som pædagogmedhjælper i midten af halvfemserne. Når et barn råbte: Jeg eeer fææærdig!, skiftedes vi til at tørre tjansen som bagdelsrenser af på hinanden ved at sige: Ja, nu kommer Heidi (eller hvem der var i nærheden) og hjælper dig. På samme måde siger jeg til mennesker, der kommer og beder om hjælp til kopimaskine eller fax: Ja, det vil min kollega meget gerne hjælpe dig med.
Valget (at arbejde på bibliotek) er et af de bedste valg, jeg har truffet. Jeg er omgivet af bøger hver dag, jeg betaler ikke gebyrer, jeg bliver takket for at udføre mit arbejde, jeg får undertiden lov til at give mit besyv med, når der skal indkøbes bøger, jeg får lov til at planlægge og afvikle litterære arrangenter. Hjerte, hvad vil du mere?
* Stillingsbetegnelsen kontorfunktionær er misvisende. Jeg hverken har eller sidder i nogen særlig grad på et kontor. Min primære funktion er at stå i skranken og servicere lånere, når jeg ikke lige har travlt med noget andet, fx at synge for forbipasserende eller klaske mine kolleger i bagdelen med noget forhåndenværende, typisk en bog.
*
Af Den Sanglabile Bibliotekskvinde som deltager i LitteraTour * - Vild med Helsingør
Skrevet d. 18. juli '10 af lit3ra2our, i Bibliotekar, Biblioteksassistent, Bøger, Børnenes Boghandel, Camilla Läckberg, Den Sanglabile Bibliotekskvinde, Gebyrer, Hamlet, Helsingør, Kontorfunktionær, Kriminalroman, Kronborg, Leif Davidsen, Lærer, Mari Jungstedt, Pædagogmedhjælper, Sara Blædel, Science Fiction, Sproget, bibliotek, boghandler, klumme, sf. 1 kommentar.
